17. mai-sanger
Fyll nasjonaldagen med sang!
Sanger
Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson
Melodi: Rikard Nordraak
[Vers 1]
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem, —
elsker, elsker det og tenker
på vår far og mor
og den saganatt som senker
drømmer på vår jord.
Og den saganatt som senker,
senker drømmer på vår jord.
[Vers 7]
Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ut.
Alt, hva fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
har den Herre stille lempet,
så vi vant vår rett.
har den Herre stille lempet,
så vi vant, vi vant vår rett.
[Vers 8]
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det av nød til seir,
også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir.
også vi, når det blir krevet,
for dets fred, dets fred slår leir.
Tekst: Finn Bø, Bias Bernhoft og Arild Feldborg
Melodi: Lars-Erik Larsson
- Hvorhen du går i li og fjell,
en vinterdag, en sommerkveld
med fjord og fossevell,
fra eng og mo med furutrær
fra havets bryn med fiskevær
og til de hvite skjær,
møter du landet i trefarvet drakt,
svøpt i et gjenskinn av flaggets farveprakt.
Se, en hvitstammet bjerk oppi heien,
rammer stripen med blåklokker inn
mot den rødmalte stuen ved veien,
det er flagget som vaier i vind.
Ja, så hvit som det hvite er sneen,
og det røde har kveldssolen fått,
og det blå ga sin farve til breen,
det er Norge i rødt, hvitt og blått.
- En vårdag i en solskinnsstund
på benken i Studenterlund
der sitter han og hun,
to unge, nyutsprungne russ,
to ganske nylig tente bluss,
i 20 grader pluss.
Hun er som en gryende forsommerdag
som farves av gjenskinnet av det norske flagg.
Ja, så hvit som det hvite er kjolen,
og så rødt som det rø’ hennes kinn,
hennes øyne er blå som fiolen,
hun er flagget som vaier i vind.
Han har freidig og hvitlugget panne,
og en lue i rødt har han fått.
Med en lyseblå tiltro til landet
står vår ungdom i rødt, hvitt og blått.
- De kjempet både hun og han!
Nå lyser seirens baunebrann,
utover Norges land.
Mot himlen stiger flagg ved flagg
Som tusen gledesbål i dag,
For alle vunne slag.
Det knitrer som før over hytte og slott,
Et flammende merke i rødt og hvitt og blått.
Som et regnbuens tegn under skyen,
Skal det evig i fremtiden stå.
Se, det glitrer på ny over byen,
I det røde og hvite og blå.
La det runge fra gaten og torget,
Over landet som nordmenn har fått:
Du er vårt, du er vårt, gamle Norge!
Vi vil kle deg i rødt, hvitt og blått!
Tekst: Elias Blix
Melodi: Christoph Ernst Friedrich Weyse
- Gud, signe vårt dyre fedreland
og lat det som hagen bløma!
Lat lysa din fred frå fjell til strand
og vetter for vårsol røma!
Lat folket som brøder saman bu
som kristne det kan seg søma!
- Vil Gud ikkje vera bygningsmann,
me fåfengt på huset byggja.
Vil Gud ikke verja by og land,
kan vaktmann oss ikkje tryggja.
So vakta oss, Gud, so me kan bu
i heimen med fred og hyggja.
- No er det i Noreg atter dag
med vårsol og song i skogen.
Om sædet enn gror på ymist lag,
det brydder då etter plogen.
So signe då Gud den gode såd,
til groren ein gong er mogen.
Tekst: Henrik Wergeland
Melodi: André Grétry
- Vi ere en nasjon vi med,
vi små en alen lange,
et fedreland vi frydes ved,
og vi, vi ere mange.
Vårt hjerte vet, vårt øye ser
hvor godt og vakkert Norge er,
vår tunge kan en sang blant fler
av Norges æres-sange.
- Mer grønt er gresset ingensteds,
mer fullt av blomster vevet
enn i det land hvor jeg tilfreds
med far og mor har levet.
Jeg vil det elske til min død,
ei bytte det hvor jeg er fødd,
om man et paradis meg bød
av palmer oversvevet.
- Hvor er vel himlen mere blå?
Hvor springer vel så glade
de bekker som i engen gå
for blomstene å bade?
Selv vinteren jeg frydes ved,
så hvit og klar som strøet med
all stjernehimlens herlighet
og hvite liljeblade.
- Jeg ikke vil for fremmed vår
min norske vinter bytte,
og fremmed slott ei nær forslår
imot min faders hytte.
Han sier han er der så fri.
Det ei så nøye fatter vi,
men noe godt er visst deri
som verd er å beskytte.
- Gid jeg da snart må blive stor
-jeg har så lenge biet-
at tappert jeg kan verne for
min faders dyre frihet!
Og skulle noen vel med makt
få fedrelandet ødelagt?
Hvert liv, min fader jo har sagt,
er til dets frelse viet.
- Det leve da som gran og fyr,
de sterke, eviggrønne,
som stjernene bak sine sky'r
er alltid like skjønne!
Kom vår og høst, som alltid før,
med blomster for min moders dør
med gyllent korn på faders stør,
som vil du dem belønne.
Tekst: Anders Hovden
- Fagert er landet du oss gav,
Herre, vår Gud og vår Fader!
Fagert det stig av blåe hav,
Soli ho sprett og ho glader,
signar vårt land i nord og sud;
såleis di åsyn lyser, Gud,
over vårt Noreg i nåde. - Likjest vårt folk i mager jord
skjelvande blomen på bøen,
står utan livd i vind frå nord
tett innmed kanten av snøen.
Herre, du ser med miskunn ned,
folket vårt gjev du livd og fred,
er oss så kjærleg ein Fader. - Tidi ho renn som elv mot os,
fort skifter sumar med vetter.
Fader, ver alltid Noregs los,
radt til dei seinaste ætter!
Herre vår Gud, vårt Noregs Gud,
varda vårt land frå fjell til flud.
lær oss å gå dine vegar! - Signa då, Gud, vårt folk og land,
signa vårt strev og vår møde,
signa kvar ærlig arbeidshand,
signa vår åker med grøde!
Gud, utan deg den vesle urt,
veiknar og visnar, bleiknar bort,
ver du oss ljoset og livet!
1. Millom Bakkar og Berg ut med Havet
heve Nordmannen fenget sin Heim,
der han sjølv heve Tufterna gravet
og sett sjølv sine Hus uppaa deim.
2. Han saag ut paa dei steinutte Strender;
det var ingen, som der hadde bygt.
«Lat oss rydja og byggja oss Grender,
og so eiga me Rudningen trygt.»
3. Han saag ut paa det baarutte Havet;
der var ruskutt aa leggja ut paa;
men der leikade Fisk ned i Kavet,
og den Leiken den vilde han sjaa.
4. Fram paa Vetteren stundom han tenkte:
Giv eg var i eit varmare Land!
Men naar Vaarsol i Bakkarne blenkte,
fekk han Hug til si heimlege Strand.
5. Og naar Liderna grønka som Hagar,
naar det laver av Blomar paa Straa,
og naar Næter er ljosa som Dagar,
kann han ingenstad vænare sjaa.
Tekst: Andreas Aabel, 1856
Melodi: Tysk folkemelodi
- Se Norges blomsterdal!
Farvel, du kvalme fangekrog,
den vilde graneskog
er nu så dejlig sval!
Tra-la-la-la, la-la!
Ja, lysteligt det er i Nord
blandt fjeld og li og fjord,
blandt fjeld og li og fjord. - Hør fjeldets stolte fos!
Nys brød den vintrens bånd og tvang,
nu går den frit sin gang
og brummer bas til os:
Brum-brum-brum-brum, brum-brum!
Ja, lysteligt det er i Nord
blandt fjeld og li og fjord,
blandt fjeld og li og fjord. - Tys! Gøg fra bjerkekvist
sit "ku-ku" slår af hjertens grund,
lidt klodset er hans mund,
han mener: "Tak for sidst!"
Ku-ku-ku-ku, ku-ku!
Ja, lysteligt det er i Nord
blandt fjeld og li og fjord,
blandt fjeld og li og fjord. - På friske, grønne eng
står blomster røde, gule, blå
og reder alfer små
en yndig brudeseng.
Jo-jo-jo-jo, jo-jo!
Ja, lysteligt det er i Nord
blandt fjeld og li og fjord,
blandt fjeld og li og fjord. - Så blå som himlens hvælv,
fra hyttens dør, så skælmsk på klem,
to øjne titter frem
og ler som Freja selv.
Ha-ha-ha-ha, ha-ha!
Ja, friske, fagre jenter bor
bag fjeld og li og fjord,
bag fjeld og li og fjord. - Og får vi end en skur,
lidt regn gør bondens aker godt;
vi skyed aldrig vådt,
det er mod vor natur.
Hej-hop-ha-ha, ha-ha!
Ja, lysteligt det er i Nord
blandt fjeld og li og fjord,
blandt fjeld og li og fjord. - Når hjem til dont og by
vi vende må fra landets lyst,
med "glemmigej" ved bryst,
vi synger højt mod sky:
Tra-la-la-la, la-la!
Ja, længe blomstre gamle Nord
med fjeld og li og fjord,
med fjeld og li og fjord!
Tekst: E. Blix
Melodi: L.M. Lindemann
No livnar det i lundar,
no lauvast det i li,
den heile skapning stundar
no fram til sumars tid.
Det er vel fagre stunder
når våren kjem her nord
og atter som eit under
nytt liv av daude gror.
Guds kyrkje lysa skulle
som høgt på berg ein stad,
med sumar utan kulde
og utan solarglad
Guds ord vel alltid lyser,
den sol gjeng aldri ned.
Det hus som Anden hyser,
ligg støtt i ljos og fred.
Du vår med ljose dagar,
med lengting, liv og song,
du spår at Gud oss lagar
ein betre vår ein gong,
då me med vigsla tunge,
med kjærleik heil og klår,
alt utan brest og sprunge
skal lova Herren vår!